-
Scholz efter samtale med Putin: Han fastholder sit syn på Ukraine
来源: BDK Borsnyt / 17 11月 2024 08:03:20 America/New_York
Da forbundskansler Olaf Scholz fredag talte i telefon med Vladimir Putin, var der intet, der tydede på, at den russiske præsident havde ændret sine standpunkter i forhold til krigen i Ukraine. Det siger den tyske regeringsleder søndag ifølge Reuters. - Samtalen var meget detaljeret, men den bidrog også til opfattelsen af, at der ikke er meget, der har ændret sig i den russiske præsidents syn på krigen - og det er ikke godt nyt, siger Scholz. Han taler til pressen i Berlin Lufthavn, hvorfra han søndag flyver til Brasilien for at deltage i G20-topmødet sammen med andre store økonomier. Scholz' samtale med Putin er blevet kritiseret af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. I et opslag på det sociale medie X skrev Zelenskyj lørdag, at der med telefonsamtalen er blevet åbnet for "Pandoras æske". - Olafs opkald er efter min mening en Pandoras æske. Nu kan der komme andre samtaler, andre opkald. Bare en masse ord. - Det er præcis, hvad Putin længe har ønsket, skrev Zelenskyj. Også allierede i Nato kritiserer Scholz' opkald til Putin. - Ingen kan stoppe Putin med telefonopkald, skriver den polske premierminister, Donald Tusk, i et opslag på X. Men Scholz forsvarer opkaldet til Rusland og siger, at det ikke vil være godt, hvis ingen europæiske ledere er i kontakt til Putin, og den amerikanske regering til gengæld jævnligt er det. Han henviser til USA's kommende præsident Donald Trump, som i sin seneste præsidentperiode adskillige gange talte med den russiske præsident, og som generelt udviste større åbenhed over for Putin end andre vestlige ledere. Under den en time lange telefonsamtale med Putin krævede Scholz, at russiske styrker trækkes ud af Ukraine og bekræftede Tysklands fortsatte støtte til Ukraine, har en talsmand for den tyske regering fortalt. Scholz opfordrede desuden Putin til at indlede samtaler med det ukrainske styre for at bane vejen for en "retfærdig og varig fred". Ukraine og Volodymyr Zelenskyj mener dog, at Rusland ikke er interesseret i reelt at forhandle en afslutning på krigen. Det var Scholz og Putins første samtale siden december 2022. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/scholz-efter-samtale-med-putin-han-fastholder-sit-syn-paa-ukraine